Afsender og bruger af medier

2008

Danmarks Biblioteksskole Birketinget 6, 2300 KBH.S

Bo Ingemann, Hold 5, 2008
Antal ord: 3.119

[MUSEET SOM VIDENSMEDIE]

Dialog mellem det fysiske og digitale museum. Portfolio III. Vejleder: Lektor Lennart Björneborn

(Wikipedia, 2008)
Indholdsfortegnelse

Indhold
Indholdsfortegnelse 2
1.0 Indledning og motivation 3
2.0 Problemformulering 3
3.0 Disposition 4
4.0 Museet som vidensmedie 4
5.0 Museet formidler budskaber 5
6.0 Museet udtryk gennem sprog 6
7.0 Museets budskaber perciperes 7
8.0 Museet – dialog mellem det fysiske og digitale medie 9
9.0 Museets muligheder for at præge fremtiden – som et moderne og relevant medie 10
10.0 Konklusion 11
Litteraturliste 11

1.0 Indledning og motivation

Det er med udgangspunkt i portfolio 3 på modulet Vidensmedier, Danmarks Biblioteksskole, at valget er faldet på museer som vidensmedie. Museer er én af de såkaldte ABM-institutioner: arkiver, biblioteker og museer. Institutionerne har forskellige brugergrupper og en række funktioner at udfylde, men tilsammen har de fællesnævnere, såsom at opbevare, organisere og formidle viden i samfundet.
Det er med fokus på formidling af viden i interaktionen mellem afsender og modtagere af budskaber, der er opgavens problemfelt.
Ideen og motivationen til opgaven er opstået med interesse i, at få belyst, hvorledes et kunstmuseum som medie formidler og inspirerer til videndeling med modtagere i samfundet.
Desuden er det en undren over, hvordan det fysiske kunstmuseum fortsat kan bevare dets status som vidensmedie, der repræsenterer kunstnernes visualisering af det omgivne samfunds tanker og ideologier.
2.0 Problemformulering

Museet som vidensmedie – hvordan kan Statens Museum for Kunst ses som et vidensmedie, og hvordan formidler museet budskaber til modtagere?
Hvordan formidles kunst henholdsvis gennem det fysiske og det digitale rum?
Hvilke forhold gør sig gældende hos brugere - når kunst perciperes og kan denne viden anvendes af museer til at fremme deres interesser i, at nå ud til modtagerne?
Hvilke fremtidsperspektiver har Statens Museum for Kunst via dialogen mellem det fysiske og digitale medie.

3.0 Disposition

Opgaven falder i tre dele - den første del belyses via Meyrowitzs medieteorier - og der ses på, hvordan museet fungerer som vidensmedie, hvorledes der formidles og med hvilke virkemidler.
Næste del ser på, hvordan mennesket perciperer ud fra ideen om den hermeneutiske cirkel.
Afslutningsvis belyses dialogen mellem det fysiske og digitale museum og hvilke potentialer dette kan føre med sig.
4.0 Museet som vidensmedie

I et historisk lys har museer fungeret som et sted, hvor der til alle tider er blevet opbevaret, organiseret og dokumenteret værker eller objekter af forskellig art. De respektive museer formidler deres budskaber, alt efter hvilket fænomen der danner basis for deres repræsentationer, feltet favner bredt fra naturvidenskaber til kultur- og samfundsrelateret emner.( Dansk Historisk Fællesforening, 1991, bind 2, s. 631)
Det er med udgangspunkt i Statens Museum for Kunst, benævnes herefter som SMK, at det er interessant at skelne til Meyrowitzs (1997) medieteorie, hvor han omtaler tre mediemetaforer som henholdsvis; miljø, kanaler og sprog. Den ene term som Meyrowitz beskriver som miljø kan sættes i relation til de omgivelser et givent kunstmuseum optræder i.
SMK er repræsenteret i en stor bygning ved Sølvgade og den ældste del med facaden viser en arkitektonisk historisk stil, der udtrykker symmetri, orden og storhed. I modsætning til den digitale medieudgave af SMK, er der her tale om et fysisk medie centralt placeret i Københavns centrum.
Det der gør SMK anderledes i forhold til andre medier er som nævnt dets fysiske rammer, hvori der dels repræsenteres husets egne værker og dels vises midlertidige udstillinger med som ofte værker fra andre museer. (Anderberg, 2005). Det er især i de fysiske rammer og mængden af værker der er skelsættende for SMK’s force som vidensmedie. SMK er et af landets største museer og må siges at have en betydelig tiltrækningskraft og potentiale som fysisk medie. Det der til dels også fundamentere SMK position som fysisk kommunikerende medie er dets mulighed for at formidle sanselige oplevelser til de besøgende gæster til museet. De store og imponerende rum i både den ældste bygning og den nye tilbygning kunne til dels også være museets udfordring i, at kunne formidle sanselige oplevelser til en ny generation af brugere, der tilbagevendende finder tryghed og genkendelighed i elementer som computerspil og cafeer med fri adgang til trådløst internet.
Det må siges, at i forhold til kvalitet tænkt som sanselighed og visuelle indtryk, har SMK som fysiske medie en force, der henvender sig til en brugergruppe der værdsætter denne tilgang, men som giver den digitale version af SMK en udfordring i at kommunikere den samme sanselighed i forhold til dette brugersegment.
Den digitale udgave af SMK kan andre elementer, såsom hurtig adgang til at kunne sammenligne flere værker på samme tid. Den kan ligeledes give indsigt i en stilperiodes ideologi via de tilhørende tekster på den enkelte side. Den digitale udgave af SMK kunne tænkes at være en brobygger mellem de to medier, hvorved der formidles interessevækkende budskaber til en yngre målgrupper, der efterfølgende kunne lede til et besøg på det fysiske SMK. Det online SMK fremstå som et aktivt og moderne medie, og som har en platform som virker genkendeligt sammenlignet andre internetmedier, der alt andet lige vil stimulerer interessen for museet som vidensmedie.
5.0 Museet formidler budskaber

Det centrale for SMK er formidling af kunst, det være sig i en kronologisk fremstilling, i visualisering af bestemte historisk stilperioder, opfattelser af det æstetiske udtryk og budskab der reflekterer et samfunds tidsånd og ideologiske tanker.
Det er i relation til medieteori at Meyrowitz (1997) går et skridt videre og beskriver formidling af indholdet som kanaler og stiller bl.a. følgende spørgsmål; ”Hvad er budskabets indhold?” Hvilke elementer gør sig gældende når budskabet formidles fra afsender til modtagere.
Budskabet afspejler kunstnerens syn på et givet fænomen visualiseret gennem et kunstværk. Kunstmuseet formidler værket og dette ud fra et ønske om at opnå en erkendelsesmæssig refleksion hos modtageren. Kunstmuseers ønske om at vise kunst med et bestemt indhold og på et fastlagt tidspunkt, er ikke en neutral beslutning, men et forsøg på at afspejle tidens sociale og politiske strømninger i samfundet.
I forbindelse med museers formidling af budskaber, beskriver Bruhn Jensen(2008) medierne i samfundet som værende ”institutioner til at tænke med”. I dette lys fremstår museet som et vidensmedie der er et vigtigt element for opnåelse af æstetisk erkendelse via kunst, og ved at have en erkendelsesmæssig betydning hos individet, til bl.a. at kunne fortolke og reflektere over samfundets ideologier og strømninger.
Det leder tanken tilbage til Meyrowitz, hvor han stiller spørgsmålet; ” Hvilke virkninger har indholdet?”. Hvordan reageres der på budskabet? – det kunne tænkes, at modtageren via andre medier har fået et bestemt for-syn på det viste kunstobjekt. Det væsentlige i forbindelse med indholdets virkning må være, at der skabes grobund for personlig udvikling og refleksion over objektet og dets symbolværdi. Den personlige udvikling i form af intellektuel og sanselig opdagelser der ændre på evt. forudbestemte opfattelser af det sete. I forbindelse med de indtryk brugerne observerer, ville det ligeledes være godt hvis afsender af budskabet kunne følge med i brugernes opdagelser på museet. Og en for museet interessant observation, og brugbar mulighed, kunne være at vurdere en række af deltageres reaktion på et kunstværk, alt efter, om det opleves på det fysisk eller digitale SMK. Dette kunne være en kommende analyseopgave for SMK, for herved at opnå en styrket bevidsthed omkring deres formidling af kunst, og hvilke virkemidler, der kan anvendes i forhold til differentieret brugergrupper.

6.0 Museet udtryk gennem sprog

Den sidste af Meyrowitzs mediemetaforer er det som betegnes som sprog. Det som kendetegner det enkelte medies mulighed for at anvende såkaldte ”grammatiske” variabler. De elementer som kan bidrage med effekter der forstærker virkningen af det enkelte kunstværk, eller forstærkning i forhold til en serie af malerier der repræsenterer en bestemt periode i historien. Det udmøntes af fagfolk på SMK via deres professionelle arbejde med museets udstillinger, i enten den permanente eller ved særudstillinger. De variabler som fagfolkene har mulighed for at arbejde med kunne være elementer som sammensætning af de udtryk der referer til stilperioder, kontraster eller sammenligninger – elementer der alle løfter eller dæmper budskabet i det kunstneriske indhold. Det er den grammatiske funktion der støtter modtagere af budskabet til at reagere og reflektere på bestemte måder via det som ofte skjulte sprog. Det samme forløb kan observeres via den digitale repræsentation af SMK, hvor der arbejdes med samme form for grammatik som Meyrowitz beskriver. Der er en præsentation som er afstemt i forhold til institutionens kulturelle værdier og normer, og samtidig en afspejling af samfundets krav om at fremstå som et moderne medie.

7.0 Museets budskaber perciperes

Afsnit A – produkt og proces
Den videndeling der overføres mellem afsender og modtagere på et museum som SMK, den kan forstås ud fra en teori om kommunikation. Det som afsender ønsker at formidle via budskabet modtages som indtryk hos den enkelte, der i en proces perciperes på forskellig vis. Det er vigtigt at skelne mellem de eller det indtryk et kunstværk giver den enkelt, og så det forhold, at det oplevede værk sættes i en kontekst der relaterer sig til elementer, som individet har haft af forudgående oplevelser, en form for for-forståelse.
Ifølge Bruhn Jensen (2008, s.38) må en medieanalyse af kultur forholde sig til to elementer; det æstetisk formede produkt og ligeledes ses som en proces der udvikles i en social kontekst. Det æstetiske formede produkt er det indhold som kunstneren har valgt at udtrykke, og som er repræsenteret på museet. Dette produkt perciperes af modtageren som indtryk der sætter en række af associationer i gang. Den forståelse som modtageren danner sig af de sete, vil ofte være i en kontekst af forståelse, der har relation til det omgivne samfund og dets tolkning af det konkrete budskab.
I Medier og æstetik beskriver Wiingaard (1999, s. 191) på en beslægtet måde - perception til at være en indre og ydre måde at opfatte et kunstværk på. Wiingaard giver et eksempel på et maleri, der muligvist er for ordinært pga. den lange tidslinje, men det skaber forståelse, det nævnte er Manets: Frokost i det grønne, og det tidsskelsættende er den tilsyneladende ændrede opfattelse af maleriets budskab. Maleriet er gået fra at være afvist som væren for provokerende til en kunstudstilling i Paris, 1863, til at blive forstået i nutiden som et værk der skildrer menneskene i dets fritid. Det indre perciperede syn på maleriet er ændret via den ydre kontekst - samfundets til enhver tid gældende ideer og holdninger har påvirket individet, og forståelsen for det observeret, ifølge Wiingaard.
Den videndeling der er foregået mellem afsender, budskab og modtager, har medieforskning længe været interesseret i, og medieforskning er efterfølgende mere og mere blevet rettet mod modtageren, denne ændring er ifølge Wiingaard (1999, s.16) sket i perioden fra 80’erne og frem. Det udvidede fokus på modtager gruppens opfattelse af mediernes budskaber er fornuftigt, og en konsekvens af samfundets udvikling, da dette alt andet lige vil medføre et forbedret vidensmedie der er tilpasset brugerne.

Afsnit B – en refleksionsproces
For at kunne forstå hvilke refleksionsprocesser, en given modtager gennemgår når et budskab perciperes, kan processen analyseres ved hjælp af den hermeneutiske cirkel (Bruhn Jensen, 2008, s.43). Det er ved tilegnelse af ny viden, at den menneskelige opfattelse og tankeproces foregår i et cirkulært forløb, hvor individet gennemgår forskellige meningsdannende processer, der fremmer forståelsen af det observerede budskab. Der dannes en forståelse ud fra enkeltdele af den sete helhed, og via den kontekst budskabet indgår i, skabes der en ny mening(Bruhn Jensen, 2008, s. 42). Der videre beskriver mennesket som væren et væsen, der besidder viden og værdier - en slags fordomme, der anvendes i refleksionsprocessen. Det er ud fra en medieanalyse interessant at følge det fortolkningsmønster der foregår hos individet. Det er en fortolkning der afspejles i forlængelse af den dialog, som er gået forud i samfundet, og i andre kommunikerende medier, og med deres interesser i at fremme forskellige værdier, og heroverfor modtagerne og deres bevæggrunde for at fortolke.
I mødet med budskabet foregår der kommunikation og tolkninger, der forhåbentlig udvikler forståelsen for helheden via de delelementer der præsenteres i mediet. Der er således vigtigt, at være sig bevidst, om de diskurser der løbende forsøger at præge forståelsen af budskaber, og i relation til opgaven kunstværker. Således at modtageren kan forholde sig kritisk og selvbevidst til egen fortolkning af budskabet, velvidende at samfundets syn er en faktor, som er med til at danne helhedsbillede af det sete.
Der foregår i forbindelse med perception af museets præsentationer en form for lagring hos den enkelte modtager. Det er en kognitiv lagring af såkaldt skjult viden, der ikke nødvendigvis skal bruges til noget konkret. Men omvendt kan det tænkes, at den skjulte viden anvendes i mødet med lignende situationer, der kan gavne den enkelte i forståelsen af nye budskaber.
8.0 Museet – dialog mellem det fysiske og digitale medie

Det er efter belysning af det fysiske, og til dels det digitale museums kommunikationskonstruktion mellem afsender, budskab og modtagere, hensigten at se på de muligheder der opstår i dialogen mellem det digitale og fysiske SMK.
Det er som nævnt ved hjælp af den foregående belysning, og især fra den amerikanske konsulent A.T. Spinazze (2008) bud på, hvilke områder SMK kan aktivere for at skabe et super moderne museum. Et museum der forbinder det fysiske og digitale museum til en helhed, der har stor tiltrækningskraft på mange brugere.
Det digitale SMK er i sagens natur opstået som et led i en udviklingsproces både for museet som mediet, og i kraft af det omgivne samfunds udvikling af og brug af digitale medier. Det er et begreb som Bruhn Jensen (2008, s. 69) og andre kalder for affordances, og som han beskriver og forklarer som værende en naturlig udvikling af menneskeskabt design eller teknologi, et element anvendes på en konkret måde for herefter at videreudvikles til et nyt brugbart element. Affordances fænomenet er heller ikke gået de fysiske museer og herunder SMK forbi, disse vidensmedier har haft brug for at frigøre sig fra deres begrænsninger som værende vidensmedier der helt eller delvist kun nåede bestemte målgrupper. Det understøttes af de tal og gruppesegmenter som Trine Bille et al. (2005, s.210-212) anvender ved belysning af besøgende til de fysiske museer. Der viser, at der er en stor repræsentation af det moderne-fælleskabsorienterede segment, hvorimod det individorienterede segment og i mindre grad de unge, ikke har så stærk en repræsentation, hvilket kunne indikere at disse segmenter muligvis opsøger viden pr. computer, og det ville være nemmere at kommunikere budskaber ud via et digitalt medie. Det ses ligeledes i SMK projekt for unge under u.l.k (2008), hvor der er god mulighed for aktiv deltagelse. Desuden er det dét unge segment der er fremtidens brugere af museet, og dels er gruppen mellem 16-19 år den gruppe der har størst sandsynlighed for, at der går mere end et år for hvert besøg på enten et kunstmuseum eller på en kunstudstilling. Det er forholdsvist positivt at se den procentvise andel af besøgende til museer og kunstudstillinger er stabil, hvilket antageligt viser at kunstmuseer og kunstudstillinger fortsat har interesse for visse modtagergrupper, men omvendt er nytænkning en forudsætning for fortsat dialog til en bredere modtagergruppe.
Det kan i forlængelse af udviklingen af museet som medie, og begrebet affordances, ligeledes omtales mediekonvergens. Det begreb som Bruhn Jensen (2008) definerer som en konvergens, hvor der så at sige sker en form for sammensmeltning af de udtryk som de respektive medier har. Det er et billede der kan genkendes på den digitale platform i SMKs regi - hvor forsiden udtrykker design som er genkendeligt fra andre medier så som det kgl. Teaters platform på internettet, eller et mere ungdommeligt bud som: Myspace, dog med en mindre sammenlignelighed. Om denne form for konvergens anvender Bruhn Jensen (2008, s. 114) et begreb som æstetisk konvergens, udgangs-punktet for denne konvergens ligger i SMKs udvikling fra udelukkende at været et fysisk medie til også at være digitalt medie. Denne udvikling betegnes med et begreb som remediering, det kan forklares ved at medier låner og udvikler kommunikations kanaler og udtryk af hinanden.
9.0 Museets muligheder for at præge fremtiden – som et moderne og relevant medie

Det er efter en beskrivelse af det fysiske SMK, at der er forklaret hvilke elementer der styrker museet som medie, fx det fysiske oplevelse ved at se kunstværker repræsenteret i en bestemt rækkefølge, i et bestemt lys og i flotte omgivelser. Det fysiske museum der repræsenterer viden om kunst og med mulighed for at skifte ud i de udstillede elementer vha. et stort lager. En styrke ud fra en modtagers synspunkt kunne være at SMK har en tilpas størrelse, hvor én dag på museet kunne være tilfredsstillende. I modsætning til et besøg på Louvre – hvor Leonardo da Vincis: Mona Lisa er præsenteret – hvor der kræves enten flere tilbagevende besøg eller som Wikström (2003, s.49) beskriver et museumsbesøg på Louvre – som noget der nemt kunne ende ud i at være temmelig overfladisk og uden nogen form for fordybelse. Der er omvendt tiltalende elementer ved at kunne vende tilbage til et museum, men i relation til den store mængde tilbud af enten fritids, studie- eller erhvervsaktiviteter virker det digitale medie som en oplagt indgangsvinkel til den første kommunikation til interesseret brugere.
Det er i udviklingens lys, at SMK har inviteret Spinazze (2008) til København for at virke som konsulent i forbindelse med den fremadrettede innovation og markedsføring af SMK. Ifølge Spinazze skal SMKs strategi ændres således at brugerne oplever medierne som værende aktive platforme. Det drejer sig hovedsagelig om det digitale SMK, der har potentiale til at udfordre den traditionelle historiefortælling. Spinazze foreslår, at der fx kunne oprettes personlige kontaktpunkter, et tiltag der findes på den digitale side nu. Det er Malene Rørdam der via SMKs weblog, der forsøger at skabe dialog med brugerne, således at brugerne inviteres til at komme med input til, hvorledes at det fysiske og det digitale medie kan udformes og gøres mere interessant. Denne form for dialog beskrives inden for medieteori og Jensen(1997)taler om interaktivitetstyper, og i tilfældet her, hvor Rørdam først invitere brugerne til en dialog om hvilke elementer der kunne være interessante, og sidenhen kunne de indkomne forslag eksekveres, således at brugerne selv kunne skabe og producere deres egen kunst. Jensen beskriver denne form for aktivitet under termen konversationel interaktivitet, der hvor brugeren kan være aktivt deltagende og ligeledes via dialog med andre.
Der findes på den digitale SMK mulighed for at søge og finde lagret viden om de forskellige kunstværker. Denne form for informations flows går under termen konsultativt interaktivitet, her kan brugerne selvstændigt vælge hvilke elementer de ønsker at søge viden om. Det kan sammenlignes med andre genkendelige medier såsom; det fysiske leksikon som opslagsværk, og et bibliotek hvor der kan søges uddybende viden. Samlet set virker dialogen mellem museet og brugerne som gode tiltag, der sikrer at museet som medie fortsat vil være i centrum ved videndeling.
10.0 Konklusion

Det er efter belysning af Statens Museum for Kunst, at museet fremstår som et vidensmedie der formidler kunst. Det formidles gennem det fysiske og det digitale medie og de igangværende tiltag med at udbygge museets formidling via dialog på internettet har gode udsigter. Det betyder antageligt at museet når ud til andre modtagergrupper end de trofaste, den digitale formidling sender signaler ud, der opfattes hos brugere som er dedikeret til en pc-verden.
Den hermeneutiske cirkel viser, hvorledes menneskene perciperer, det kunne tænkes, at især nye modtagere og til dels nuværende, inspireres i mødet med det digitale medie til at se mere kunst på det fysiske SMK.
Statens Museum for Kunst som medie har en stor opgave at løfte, i det det er en institution der har forpligtelse til at sikre kommende generationers mulighed for at se dansk og europæisk kulturarv. En mulighed der via den digitale verden og det fysiske rums udtryk burde have gode fremtidsudsigter.
Litteraturliste

Anderberg, B. et al.(2005). SMK highlights. Statens museum for kunst. (Redaktion Peter Nørgaard Larsen og Sven Bjerkhof). [Kbh.]: Statens Museum for Kunst
Bille, T. et al.(2005). Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004. – med udviklingslinjer tilbage til 1964. København: AKF Forlaget
Bruhn Jensen, K.(2008). Medier og samfund. En introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur
Dansk Historisk Fællesforening.(1991). Dansk kulturhistorisk opslagsværk (Redigeret af Erik Astrup, Poul Erik Olsen). [Kbh.],[Postboks 661, 2200 N]: Dansk Historisk Fællesforening, bind 2, s. 631
Jensen, J.F.(1997). Interaktivitet – på sporet af et nyt begreb i medie- og kommunikationsvidenskaberne. Ålborg: Ålborg Universitetscenter
Meyrowitz, J.(1997). Tre paradigmer i medieforskningen. Ålborg: Ålborg Universitetscenter
Spinazze, A.T.(2008) Visiting SMK digital. SMK Digital [Blog] 5.11.2008. Lokaliseret den 15. november 2008 på http://www.smk.dk/blogs/digital.nsf/entries/20081105T1156
u.l.k.(2008) smk.dk/ulk. Lokaliseret den 15. november 2008 på http://ungeslaboratorierforkunst.dk/index.asp?key=1
Wiingaard, J.(1999). Medier og æstetik. Medieteoriens historie og analysepraksis. [Kbh.]: Multivers
Wikipedia.(2008). Lokaliseret den 15. november 2008 på http://en.wikipedia.org/wiki/The_Da_Vinci_Code_(film)
Wikström, O.(2003). Til langsomhedens pris. Eller faren ved at køre på knallert gennem Louvre. København: Høst & Søn

fredag den 5. december 2008

Museet som vidensmedie

søndag den 7. september 2008

Afsender og bruger af medier

Afsender og bruger af medier

Blog-arkiv

Om mig